Anerkendelse og ros

Er altid meget rart, at få og man kan ikke få nok af det. Når rosen kommer ind over grænsen til min personlige intime sfære ved jeg ikke helt, hvor jeg skal gøre af mig selv. Ansigtet får en pæn rød farve, kigger mere ned i gulvet og vil sådan set hellere krybe ned i et musehul og være lille mig i min egen verden. Er jo kun mig og ikke noget særligt væsen med guddommelig indsigt eller lignende fjollerier, som mennesker engang i mellem kan finde på, at påkalde sig. Jeg er kun et menneske af kød og blod. På godt og ondt. Med drømme og fantasier, som alle andre. Et menneske, som ikke kræver særlig meget af mine omgivelser. Andet end en gensidig forståelse, tillid og respekt.

At det nu egang forholder sig sådan kan skyldes det faktum, at jeg ikke lader alt for mange krydse den usynlige grænse, da jeg værner utroligt meget om den intime sfære. Har en person fundet den hemmelige nøgle og de berømte knapper, at trykke på har vedkommende min fulde ubetinget tillid og respekt. Der skal rigtig meget til, at den brydes, men brydes den bare en enkelt gang, er det også slut med den. Går aldrig tilbage til en fuser og har en person brudt en tillid engang vil vedkommende nok gøre det igen. Tanken ligger i hvertfald i mit baghovede.

Relaterede indlæg:

1. Anerkendelse

Posted under: Personligt