Det kan en borger i et andet land søge, hvis borgeren bliver udsat for tortur eller forfølgelse i forbindelse med, at borgeren kan have en anden politisk, religiøs eller seksuel orientering, som landets siddende regering ikke bryder sig om.

Jeg har siden i går aftes spurgt mig selv om jeg, som borger i et demokratisk land kan søge asyl på baggrund af landets siddende regering har nået den tolerante smertetærskel for begåede dumheder og tåbeligheder? En regering, der i den grad har nået bunden. Med mindre, at deres bund er bundløs, hvilket det tyder lidt på.

Som vælger, er jeg færdig med at stemme på SF og jeg, er efter mere end 10 år helt og holdent færdig, som medlem af partiet. Her, hvor vi i dansk politik, er nået til spørgsmålet om valget i mellem pest eller kolera har jeg besluttet mig for at leve i et politisk ingenmandsland.

Som venstreorienteret vælger og samfundsinteresseret borger, er eneste alternativ efterhånden en tur til Cuba eller Nord Korea, hvis det skulle gå så galt at jeg vælger den politiske asyl, som en løsning på den dumhed, der hersker i vores samfund? Det kunne være lidt af et stunt!

I hver eneste af årets alle tolv måneder, der mødes en masse menneske til en kop kaffe og en samtale.

To ting, der kan binde mennesker sammen. Vi skaber en dialog om løst eller fast, der kan medføre at en ide bliver skabt eller dialogen fører et nyt venskab med sig. Sådan er det at jeg ser på LikeMind. Endnu et af de mange verdensomspændende netværk skabt inde på fællesskabet omkring Twitter.

En ide jeg godt kan støtte op omkring, da det virker til at være meget uformelt uden krav om medlemsskab, særlige interesseområder eller lignende. Du kommer bare, som den du er. Derfor har jeg meldt mig under fanerne til det næste møde, der er den trejde fredag i juli. Bliver det en success og jeg møder en masse interessante mennesker med noget på hjertet, kan jeg godt overtales til at være en fast del af møderne, hvis ikke jeg lige er optaget af andet den pågældende dag. Det kan jeg altid planlægge mig ud af.