Er det at observere, hvad børn og voksne de husker fra en ferie de lige har været på. Som vores netop veloverståede og ikke mindst vellykkede tur til Disneyland i Paris, som jeg ikke har haft energi til at skrive om før nu. Vi har alle fire haft en form for posttræthed over turen, der har givet os rigtig mange indtryk at forarbejde.

Ungerne husker bedst deres møder med de figurer, som de kender fra deres mange tegnefilm og glæden over mødet med dem lyste virkelig ud af dem. De har blandt andet mødt Peter Plys, Chip og Chap, Fedtmule og ikke mindst den helt store stjerne i Disneys univers Mickey Mouse, hvor jeg måske mere havde forventet at det var Anders And. Under mødet fik de taget et billede sammen med figuren og fik deres autograf i en bog, som vi havde købt til dem.

Kæresten og jeg husker bedst de parader, som de holdte. Parader, hvor de havde lavet forskellige vogne som hver især repræsenterede en af de mange film Disney har lavet. De havde en parade for både det gamle univers og så det nye univers, som vi bedst kender med Pixar tegnefilmene. Vi har også været rigtig glade for de temaforlystelser de har lavet. Temaer, der igen tager udgangspunkt i de mange universer som Disney de har skabt med tiden. Forlystelser der er lavet rigtig godt og hvor vi blandt andet under turen til ønskeøen i Peter Pan rent faktisk følte at vi var oppe og flyve.

Jeg er under turen faktisk blevet overrasket over, hvor meget at selve firmaet Disney de står bag af tegnefilm som de har købt rettighederne til. Den kritiske linje jeg tidligere har haft overfor netop Disneys univers, da jeg mente at den var en anelse for meget “feel good” er blevet mere blød efter jeg har oplevet på nært hold, hvor glade børn de er for dem og hvor vigtige de egentlig er i deres skabelse af deres opfattelse af verden. En verden, hvor alle er lige og kan det samme. At der ikke bliver gjort forskel.

Når børnene engang er gamle nok vil jeg og kæresten gerne en tur til USA for at se det originale Disneyland.