I går aftes spurgte kæresten mig om jeg kunne finde på, at lime en skuffe til en komode i løbet af i dag.

Den skulle jeg lige tykke lidt ekstra på, da handy arbejde og min person ikke, er de specielt bedste venner. Min mor har altid sagt, at fik jeg et søm og en hammer i hånden, så ville de sammen med jeg og et brædt gå i stykker. Vi har altid joket med, at det var godt, at jeg ikke skulle følge i min fars fodspor, som man gjorde tidligere i vore samfund.

At det hænger sådan sammen skyldes, at det altid har været min meget praktiske far, der har lavet det, som skulle laves hjemme hos mine forældre og ude hos mig på mit kollegieværelse og i min nuværende lejlighed. Håndværket har aldrig rigtig sagt mig det helt store.

Så den skuffe får hun selv lov til, at lime i løbet af weekenden.

På mange områder har kæresten og jeg et omvendt forhold til forskellige opgaver i et parforhold end, hvad man normalt ville forvente. Hun tager sig godt nok mere af børnene end jeg, men det er hende, der har bukserne på i forhold til de mere “handyman” orienterede opgaver i hverdagen. I stedet tager jeg mig så af den daglige madlavning, oprydning, rengøring og tøjvask når jeg er hos hende i min friuge.

Jeg føler ingen mindreværkskomplekser eller mindre maskulin af den grund. Snare tvært i mod vil jeg mene, da en rigtig mand i mine øjne, er i harmonisk balance og i kontakt med sin feminine og maskuline side, så man der igennem optræder, som værende et helt menneske.

Det er ikke spor farligt på nogen måde skal jeg lige hilse, at sige.