Er det i dag.
Personligt vil jeg ikke bruge dagen på, at være ubehagelig over for nogle af mine politiske- og religiøsemodstandere. I stedet vil jeg fokusere på det faktum, at jeg respektere deres tilstedeværelse og at jeg til enhver tid vil forsvare deres ret til, at ytre sig. Også de mest ekstreme af slagsen. For sådan er det i et demokrati.
For jeg bryder mig ikke om, at træde andre over deres tæeer med tegninger, vittigheder og lignende, der ikke laver andet end, at sætte godt gang i bålene i gaderne og såre forskellige menneskers følelser. Bål i gaderne og sårede følelser, der skaber en stadig større og større kløft i mellem de forskelligt eksisterende politiske og religøsegrupperinger, hvor det kan være svært, at bygge bro i mellem dem og skabe en fredelig kommunikation og sameksistens. En sameksistens, hvor folk i verden lever side om side med et ønske om solidaritet, hvor vi har forståelse for hinandens forskelligheder og måder, at anskue verden på, men tåler, at blive argumenteret for og i mod med ord. For ord, er et af vores stærkeste våben. I en tid, hvor mange gerne vil have ændret verden.
En bygning af bro, som verden den har brug for. For igennem broen vil vi kunne skabe den udvikling, der skal afvikle den krise, som verden den befinder sig i. Her taler jeg ikke kun om den meget omspændende finansiellekrise, men der eksistere også en krise i blandt verdens kulturer og religiøse folkefærd.
En krise af mangfoldig styrke, som vi skal og må have løst, hvis vi skal videre og skabe en bedre verden for alle parter.