Den skal jeg op til i morgen formiddag, hvor jeg skal op til modul 14 eksamen, der samtidig er min bacheloreksamen. Jeg er ikke så nervøs for eksamen i morgen, hvilket skyldes jeg ved, der ligger et godt skriftlig produkt på bordet, som grundlag for den mundtlige eksamen. Den mundtlige eksamen har jeg forberedt mig rigtig godt på siden mandag og den tager udgangspunkt i den palliative indsats i landet, som anbefalet af Sundhedsstyrelsen, da vi har skrevet om åndelig omsorg til døende og uhelbredeligt syge og jeg ser det, som en naturlig forlængelse her af.

Til eksamen tager jeg fat på den palliative indsats, da min egen erfaring og viden på området gør jeg mener, at den indsats i den grad halter bagud i forhold til mange af de andre fokusområder politikerne har på sundhedsområdet. Min plan, er at jeg vil fremlægge Sundhedsstyrelsens anbefalinger, som tidligere nævnt og oven i det, der vil jeg analysere dem med Jürgen Habermas og hans ide om en livs- og systemverden, hvor jeg oplever at systemverden den reagere over livsverden. Jeg ville ønske det var omvendt, da det ville gøre det nemmere for de patienter vi møder i det praktiske arbejde i dagligdagen. Som sygeplejersker, der bliver vi i dag fremmedgjort over for den hverdag patienterne lever i til daglig.

Om et lille døgns tid, der er jeg uddannet sygeplejerske. Det skal lige sænke sig helt i min krop før end at det vil gå op for mig. Eksamen er kulminationen eller afslutningen på en rejse, der startede med en fyring fra mit gamle arbejde, som social- og sundhedsassistent. Fyringen gav mig sparket i den retning og fik mig lysten til, at gøre den uddannelse færdig, som jeg påbegyndte for ti år siden, men som jeg aldrig fik gjort færdig den gang. Det har været hårdt arbejde de sidste 2,5 år, men jeg har aldrig fortrudt at jeg påbegyndte uddannelsen. Uddannelsen har i den grad givet mig en god ballast til, at arbejde som sygeplejerske i de næste mange år.

Efter eksamen i morgen, der holder jeg lige en ti dages ferie inden jeg begynder i den stilling, som jeg har været heldig, at lande i psykiatrien. En stilling, som jeg starter i til maj. Stillingen, er på nuværende tidspunkt kun et barselsvikariat, men går det godt, hvilket jeg naturligvis forventer det vil gøre, så kan stillingen forlænges et år eller mere.

Sidder jeg med i maven her til aften, hvor jeg reflektere lidt over dagens begivenhed. Dagens begivenhed, der var mit holds dimission. En begivenhed jeg flere gange har overvejet om jeg overhovedet skulle deltage i. Spørgsmålene har primært kredset om, hvordan ville jeg selv reagere ved at deltage i min “egen dimission” uden at dimittere. Efter en samtale med skolen og de lektorer, der stod for dagens dimission blev jeg overbevist om, at naturligvis skulle jeg deltage i den.

Under dagens dimission, der deltog jeg på lige fod i næsten alle aktiviteterne med mine medstuderende. Undtagelsen var den første del af festligheden, hvor de færdige sygeplejersker fik udleveret deres emblem fra Dansk Sygeplejeråd. Et emblem, der bæres med stolthed hos en selv og som bliver mødt med respekt og tillid ude i verden. De havde mit med, da jeg ikke havde fået ændret min slutdato for uddannelsen, hvilket jeg har gjort nu. Jeg fik lige lov til, at rører ved det inden det blev pakket væk. I det øjeblik, der sagde jeg til mig selv: “Det bliver sgu mit og vi ses igen til april”, hvor jeg kan sætte det på min hvide uniform. Den anden del af festligheden, der fik vi overrakt en kuvert med vores eksamensbevis. I min var, der efter aftale med skolen en lille humoristisk hilsen. Under den del af festligheden, der fik jeg ind i mellem en klump i halsen og jeg var lidt underligt til mode.

Det var en god ting, at få lov til og være med til dagen sammen med de medstuderende, som jeg har lært at kende på godt og ondt igennem 2,5 års studie. Jeg fik sagt tillykke med deres eksamen og nye titel, som sygeplejerske. Til et par stykker, der fik jeg sagt på gensyn. Det er dem, som jeg har haft mest med at gøre, som jeg håber at se igen når vi alle sammen har lagt tiden på studiet bag os. En tid, hvor vi udvikler os, som mennesker. Jeg har i hver fald selv lært utrolig meget. Ikke kun om det at blive sygeplejerske, men også om mig selv og min person. Det er en helt naturlig ting, at det sker.

Nu, hvor forpremieren gik godt, hvordan går min egen så ikke når den løber af staben i april? Det bliver noget af en fest. Jeg glæder mig allerede nu super meget til den. Glæden over forpremieren gør, at jeg bare får gennemført min sidste klinik efter alle kunstens regler. Den har givet mig et ordentlig skub i den rigtige retning af selvtilliden.

Derfor var jeg glad for, at jeg kom.